Når det gode forældreskab føles umuligt

Denne artikel er skrevet af psykolog Linda Stub og giver et indblik i ét fagligt perspektiv på forældreskab i dag. Artiklen indeholder refleksioner og råd baseret på hendes erfaringer. Der findes mange forskellige måder at være forælder på, og familier har forskellige værdier, behov og rammer. HJEM tager ikke stilling til én bestemt tilgang til forældreskab, men ønsker at formidle viden og perspektiver, som forældre kan lade sig inspirere af og reflektere over i deres egen hverdag.

Om Linda Stub

Linda Stub er psykolog med speciale i forældretrivsel, stress og mental bæredygtighed hos forældre. Hun har erfaring som børnepsykolog fra både PPR og børnepsykiatrien, og hendes faglige indsigt er tæt forbundet med hendes egne erfaringer som mor til tre børn.

Hun har selv hjemmepasset sine børn og har dermed førstehåndskendskab til nogle af de vilkår, der kan følge med at organisere hverdagen uden for de mest udbredte pasningsformer.

Hun kender både det meningsfulde og det krævende i at være hjemmeforælder, herunder oplevelsen af tilgængelighed i hverdagen, behovet for pauser og ønsket om at skabe gode rammer for sine børn.

I sit arbejde beskæftiger Linda Stub sig med at støtte forældre i at finde mere ro, overskud og balance i hverdagen.

Om doublebinds, idealer og vejen i den virkelige verden

Du skal være dit barns trygge base, men uden at dit barn bliver afhængigt af dig.

Du skal tage dit barns følelser alvorligt, men uden at gøre det selvoptaget.

Du skal lære dit barn at stå ved sig selv, men også at indordne sig.

Hvis du indimellem føler, at du ikke kan gøre det rigtige, uanset hvad du gør, er du ikke alene. Og der er en grund til det.

Vi lever i en tid, hvor forældreskabet er blevet et projekt, vi hele tiden skal lykkes med. En tid, hvor vi ved mere end nogensinde før om tilknytning, udvikling og trivsel. Og hvor den viden (paradoksalt nok) kan gøre det sværere at være forælder.

For når man først ved, hvor stor betydning man har, kan det føles, som om alt afhænger af én.

Når det normale ikke længere er godt nok

Jeg møder mange samvittighedsfulde forældre, der forsøger at gøre det rigtige. De læser, reflekterer og justerer sig selv. De øver sig i at møde deres barn roligt. I at sætte grænser uden at være for hårde. I at tage følelser alvorligt uden at slippe lederskabet.

De forsøger at balancere modsatrettede hensyn:

Du skal støtte dit barn, men uden at give køb på selvstændigheden og selvhjulpenheden.

Du skal beskytte dit barn, men uden at skåne det.

Du skal skabe struktur, men uden at være kontrollerende.

Det er det, vi kalder doublebinds: Situationer, hvor du uanset hvad du gør, risikerer at svigte noget vigtigt. Ikke fordi du gør noget forkert. Men fordi idealet i sig selv er umuligt at efterleve fuldt ud.

Når du begynder at vurdere dig selv

Når idealet bliver styrende, begynder mange forældre at holde øje med sig selv. De vurderer deres tone, deres handlinger, deres reaktioner. De forsøger at sige tingene rigtigt. Reagere rigtigt. Være rolige. Også når de ikke er det indeni.

Måske kender du det:

Du er træt, og dit barn vil hjælpe i køkkenet. Du ved, det er godt for dit barn at være med. Men du kan mærke, at du ikke har overskud. Alligevel siger du ja. Og bliver mere og mere presset, indtil det ender i irritation eller vrede.

Eller du forsøger at rumme dit barns følelser på den “rigtige” måde. Du tilsidesætter din egen grænse, fordi du tænker, at det er bedst for barnet. Men senere bryder irritationen alligevel frem. Og måske stærkere, end du havde ønsket.

Ikke fordi du er en dårlig forælder.Men fordi du (i bedste mening) har forsøgt at være forælder uden at respektere dine egne grænser og behov.

Børn har heldigvis ikke brug for perfekte reaktioner. De har brug for forældre, de kan mærke. Forældre, der er virkelige.

Idealets bagside - også i hjemmepasning

Hjemmepasning er dybt meningsfuldt for mange. Og det kan være fantastisk at have en hverdag sammen med sit barn. Men også her kan idealet snige sig ind.

Forestillingen om, at du nu kan give dit barn præcis det, det har brug for. Følge barnets tempo. Være nærværende. Skabe ro.

Og når det så ikke føles sådan hele tiden. Når du bliver træt, frustreret eller længes efter plads. Så kan det føles, som om du svigter noget vigtigt.

Men hjemmepasning ophæver ikke doublebinds.

Du skal opmuntre dit barn til at følge sin nysgerrighed, men samtidig lære det selvkontrol.

Du skal følge dit barn, men også kunne lede.

Du skal rumme dit barn, men du er stadig et menneske med grænser.

Der findes ikke én rigtig måde at gøre det på.

Fra perfektion til nærvær

Når idealet er umuligt, er løsningen ikke at prøve endnu mere. Det vil være den direkte opskrift på at brænde ud.

Derimod kan du ændre, hvad du orienterer dig efter.

Tre pejlemærker kan hjælpe:

1. Gå mere pragmatisk og eksperimenterende til værks

Der findes ikke én rigtig løsning. Kun løsninger, der virker bedre eller dårligere i en konkret situation.

Nogle gange er det rigtigt at sige ja. Andre gange at sige nej.

Nogle gange er en god løsning ikke ligefrem den mest pædagogiske eller lige efter bøgerne. Men det kan være en helt fin løsning i situationen.

Én ting er den perfekte verden. En anden er den virkelige verden.

Prøv dig frem. Du kan altid evaluere og justere undervejs. Børn lærer også af, at de voksne laver fejl.

2. Træn din evne til at mærke dig selv

Mange forældre mister gradvist kontakten med deres egen intuition, fordi de orienterer sig mere efter råd og idealer end efter sig selv og deres egne værdier.

Men det er ikke dine perfekte reaktioner, dit barn har brug for. Det er din autenticitet. Din evne til at være et menneske, der mærker sig selv og handler derfra.

Det betyder ikke, at du altid skal følge din første impuls. Men det betyder, at din opgave ikke er at tilsidesætte dig selv. Den er at blive mere fortrolig med dig selv, dine værdier og din intuition.

Din intuition er en vigtig kilde til information. Især i situationer, hvor ingen råd udefra kan give dig et entydigt svar. Det er dig, der kender dit barn og jeres situation.

Når du kan mærke dig selv, bliver du tydeligere. Og tydelighed skaber tryghed.

3. Værn om din egen glæde

Som forælder kan man meget nemt komme til at indrette sit liv fuldstændigt efter barnet. Og tilsidesætte egne behov for at give barnet de bedste betingelser.

Noget, der kan have stor betydning for både dig og dit barn, er, at du bevarer forbindelsen til din egen trivsel. At du stadig er et menneske med interesser, behov og glæder, som ikke kun findes gennem dit barn. Vores børns trivsel påvirker vores og omvendt. Hvis de ikke har det godt eller klarer sig godt, lider vi, og hvis vi ikke har det godt eller klarer os godt, påvirker det også dem. Børn mærker ikke kun, hvad vi gør for dem. De mærker især, hvordan vi har det, mens vi er sammen med dem.

Børn mærker, når du er levende og til stede i dit eget liv. Når du griner. Når du er optaget af noget, der giver dig energi. Og de mærker det også, når du langsomt forsvinder fra dig selv.

Så værn om din egen livsglæde. Både for din skyld og for dit barns.

Indlægget er skrevet med inspiration fra bl.a. Svend Brinkmann, Frej Prahl, Maria Ørskov Akselvoll, Maria Dressler, Lene Tangaard og Myla & Jon Kabat-Zinn.

Her er forslag til videre læsning:

Maria Ørskov Akselvoll (2022): Det grænseløse forældreskab

Maria Dressler & Camilla Obel (2024): Helt almindelig fucked up

Myla & Jon Kabat-Zinn (2016): Hverdagens små mirakler

Frej Prahl (2019): Aargh! Den sunde vrede i familielivet

Lene Tangaard (2023): En lille bog om, hvorfor de fleste forældre skal gøre langt mindre, end de tror

Marie Tolstrup & Maria Ørskov Akselvoll (2025): God nok