Hej Julie.

Lad os starte med at aflive en myte: At børn lærer at sætte sunde grænser ved at blive udsat for grænseoverskridelser.

Det gør de ikke. De lærer at tilpasse sig grænseoverskridelser.

 

Når et barn systematisk befinder sig i en asymmetrisk relation, hvor det bliver gjort mindreværdigt, slider det på barnets grundlæggende relationskompetence og dets selvværd. De begynder at kode "kærlighed/venskab" sammen med "underkastelse". Derfor er svaret på dit første spørgsmål: Du skal blande dig nu. Men du skal gøre det som en arkitekt, ikke som en hærfører.

Her er en mulig plan for, hvordan du hjælper din datter:

 

Skift fokus fra modparten til din datters krops signaler

Hvis du siger: "Hende Sofie er altså ikke særlig sød ved dig," risikerer du to ting: Enten forsvarer din datter veninden af ren loyalitet, eller også skammer hun sig over, at hun indeni faktisk godt kan lide hende.

Du skal i stedet lære din datter at aflæse sit eget indre "følelsesmæssige kompas". Når hun kommer hjem, så spørg åbent: "Prøv at mærke efter i din mave lige nu... føles den let og glad, eller føles den lidt tung og træt efter I har leget?" Introducér begreberne "Energigivere" og "Energislugere". Forklar hende: "Gode venner er ligesom en varm dyne - man slapper af, når man har den på. Nogle venskaber føles mere som en sko med en lille sten i - man kan godt gå med den, men det niver hele tiden."

​

Over-tilpasningen i hjemmet

Børn, der lader sig køre over socialt, mangler ofte et sprog for det milde nej. Du skal lave "at-turde-træning" med hende i jeres trygge rum. Når I leger eller taler sammen, så skab bevidst små situationer, hvor hun skal sige stop. Sig: "Gud, hvor vil det være sejt, hvis du kigger mig lige i øjnene og siger: 'Mor, det har jeg faktisk ikke lyst til lige nu'." Når hun gør det, skal du juble: "Kæmpe ja! Hvor var det rart, at du sagde det så tydeligt til mig, så jeg ikke behøvede at gætte!" Hun skal erfare kropsligt, at et "nej" ikke udløser den voksnes vrede eller afvisning.

​

Aktiv social regulering

Du skal ikke forbyde hende at se det andet barn – forbud skaber blot hemmelige alliancer eller offer-følelser. Du skal i stedet fortynde relationen. Gå ind og tag styringen med hendes kalender. Inviter 2-3 andre, mere gensidige og rolige børn med hjem fra klassen/børnehaven på skift. Du skal give din datter kropslige mod-erfaringer: Hun skal mærke, hvordan en eftermiddag føles, hvor legen bølger frem og tilbage, og hvor hendes forslag rent faktisk bliver grebet.

​

Dårlige dynamik og faste rammer

Når det dominerende barn er på besøg, skal du ændre rollen som "usynlig vært" til "pædagogisk rammesætter". Asymmetriske lege løber løbsk, når børnene har frie tøjler i fire timer på et lukket værelse.

Inden pigen kommer, aftaler du med din datter: "I dag er det dig, der bestemmer den første leg. Hvad skal det være?" Når veninden ankommer, tager du imod i døren og siger muntert, men fast: "Velkommen! I dag har Julie bestemt, at I starter med at bygge Lego inde i stuen, og bagefter finder vi på noget sammen."

Gå ind på værelset hver halve time med en tallerken æbler. Aflæs din datters ansigt. Hvis hun ser krympet eller trængt ud, bryder du legen med en udefrakommende "ordre": "Hov piger, nu skal I lige ud i haven og hoppe ti minutter på trampolinen, jeg skal støvsuge herinde." Du bryder den hypnotiske tilstand af underkastelse og giver din datters nervesystem en pause.

 

Mvh

Ole