BREVKASSEN: Spørg professoren
med Ole Henrik Hansen
Ole Henrik Hansen er forsker, professor i småbørnspædagogik og forfatter, som i hele sit arbejdsliv har beskæftiget sig med børn.
Med sit skarpe blik for samfundsstrukturen omkring småbørns opvækstvilkår har Ole flere gange markeret sig som en stærk stemme i debatten om hjemmepasning. En pasningsform han desuden selv har erfaring med.
Brevkassen er åben for dig, der har spørgsmål til fx børns behov og udvikling, din rolle som forælder i et moderne samfund, opstart i dagtilbud, hjemmepasning og meget mere ...
Spørgsmål og svar
Rikke spørger:
Et opfølgende spørgsmål på Marias spørgsmål og dit svar på: Kan mængden af sociale interaktioner påvirke et barns selvværd? Er der en optimal mængde af venskaber. Og i forholdet til de positive og støttende relationer du taler om.
Mit spørgsmål lyder så:
Er alderen vigtig og hvilken betydning har alderen for de positive og støttende relationer for barnets selvværd ? Er det vigtigt det er jævnaldrende?
Kære Rikke.
Ja, alderen har en betydning, men det er en udbredt misforståelse, at børn – især de yngste – skal være sammen med jævnaldrende for at udvikle sig socialt og få et sundt selvværd.
Her er en nærmere forklaring på, hvordan alderen og relationerne spiller sammen i forhold til barnets selvværd:
De første leveår (0-3 år): Voksne er det absolutte fundament
Når vi taler om de yngste børn, er relationen til jævnaldrende faktisk sekundær. Det er de nære, kærlige og støttende voksne (forældre, bedsteforældre eller en dygtig pædagog), der bygger fundamentet for barnets selvværd.
Hvorfor? De yngste børn lærer at regulere deres følelser og forstå sociale spilleregler ved at spejle sig i voksne, som har et fuldt udviklet og roligt mentalt system.
Et vuggestuebarn kan ikke tilbyde den dybe empati, som et andet barn har brug for, når det bliver ked af det. Det kræver en opmærksom voksen. Derfor opbygges det lille barns tro på sig selv primært i samspillet med voksne.
Myten om de jævnaldrende
Vi har i vores samfund en tendens til at tro, at børn skal "socialiseres" med jævnaldrende meget tidligt, for at de ikke bliver ensomme eller socialt akavede. I bogen Børneliv i Velfærdsstatens hænder, peger flere forældre på, at dette er en myte.
Faktisk kan det være utroligt givende for et barn at interagere med mennesker i forskellige aldre frem for udelukkende at være i en gruppe med 15 andre, der er på præcis samme udviklingstrin.
Et lille barn lærer ikke nødvendigvis bedre sprog af en anden 2-årig, der heller ikke taler rent, men derimod af at indgå i meningsfulde samtaler med ældre børn og voksne.
Børnehavealderen (3+ år): Her får jævnaldrende værdi
Når barnet runder de 3 år, begynder relationerne til jævnaldrende at få en anden og meget vigtig funktion.
I børnehavealderen begynder børn for alvor at kunne lege med hinanden frem for blot at lege ved siden af hinanden. Her opstår uvurderlige venskaber, hvor børnene øver sig i at forhandle, dele, løse konflikter og sætte grænser over for nogen, der er på deres eget niveau.
På dette tidspunkt bidrager de jævnaldrende til selvværdet ved at give barnet en oplevelse af at høre til i et fællesskab af ligemænd.
I forhold til at opbygge et stærkt selvværd er det altså ikke afgørende, at relationerne er jævnaldrende, når barnet er helt lille. Her er de voksne livsvigtige. Men i takt med at barnet vokser og bliver 3-4 år, bliver relationer til jævnaldrende en vigtig og naturlig arena for at afprøve og styrke det selvværd, som de voksne har hjulpet med at bygge op.
Mvh
Ole
