Analysen af HJEMs indledende spørgeundersøgelse (2021), hvor 500 hjemmeforældre har deltaget i en kvalitativ undersøgelse, har givet HJEM et helt unikt indblik i hjemmelivets forskellige nuancer, samt hvordan hjemmepassere på tværs af landet oplever både sammenhold og forståelse, men også modgang og undren over valget om at gå hjemme.
Beslutningen
Mange af respondenterne i undersøgelsen beskriver at det til tider har været svært at træffe beslutningen om at hjemmepasse, og mange uddyber, at de har mødt modstand på deres vej. En del af de adspurgte har fx oplevet undren og negativ respons fra deres netværk, når de har fortalt, at de ville hjemmepasse. Mange af dem som har oplevet negativ respons har i perioder også følt, at beslutningen om at gå hjemme har været svær, fordi de fx har følt sig meget alene med beslutningen. Derudover beskrives det som svært, at finde ud af hvor man kan søge hjælp, vejledning og netværk.
En del af de kvindelige respondenter beretter om, at barnets anden forælder i begyndelsen ikke har været enig i, at deres børn skulle hjemmepasses. Nogle mødre fortæller hvordan den anden forælder var bekymrede for om moderen fx ville kunne socialisere børnene nok. Tendensen er dog, at der opstår enighed, når barnets anden forælder oplever at familien trives og økonomien kan bære valget.
Sundhedsplejerskerne spiller en rolle
Nogle beskriver, at deres sundhedsplejersker har været nysgerrige og støttende. Andre beskriver at deres sundhedsplejersker har forholdt sig kritisk til valget om at gå hjemme. Men i de fleste tilfælde, hvad enten sundhedsplejerskerne reagerede positivt eller negativt, er det meget få der har kunne rådgive om hjemmelivet eller om at finde og etablere lokale legegrupper. Mange af de adspurgte tilkendegiver, at det ville have været meget værdifuldt, hvis sundhedsplejerskerne havde en form for informationsmateriale, som de havde kunne dele med dem.
Mange respondenter ærgrer sig over, at sundhedsplejerskerne i vid udstrækning rådgiver om opstart og indkøring i institution.
Mange af de adspurgte ser det økonomiske tilskud, som tilbydes af en række kommuner, som en stor hjælp. Faktisk nærmest som afgørende for, at hjemmepasning blev en realitet. Samtidig udtrykker respondenterne et stort ønske om, at kommunerne skal kunne tilbyde vejledning eller informationer omkring mulighederne for hjemmefamilier. Netop disse informationer ville for mange føles som en stor støtte og en anerkendelse af deres valg.
Indlægget er del 2 af en serien "Fra tanke til hjemmeliv"
Jeg synes, det er rigtig interessant, at fraværet af vejledning fra offentlig side, opleves som et fravær af anerkendelse og støtte. Hvad mon det gør ved vores oplevelse, af vores position i samfundet som helhed? Vores oplevelse af, hvilken "andel" vi har i samfundet?