Det er forskelligt hvornår man som forældre, beslutter at hjemmepasse sine børn. Vi har derfor spurgt ind til beslutningsprocessen - hvordan forløb den? Gennem en kvalitativ undersøgelse og analyse heraf, fandt vi ud af at netop dette spørgsmål i høj grad besvarer et helt andet: hvorfor?
"Som mor havde jeg bare ikke hjertet med"
Der er mange følelser forbundet med at blive forælder, og man vil ofte opleve at de forestillinger man havde om forælderskab, ikke nødvendigvis harmonerer med den nye virklighed. Forældres mavefornemmelse har været det tungeste lod på vægtskålen, når beslutningen om hjemmepasning skulle tages.
For nogle, har det været en beslutning som er truffet under graviditeten, for andre under barslen, og for nogle har mødet med institutioner været årsagen til beslutningen om at hjemmepasse.
"Jeg fik et helt nyt syn på, hvilke forhold der er i børnehaver og besluttede, at min datter ikke skulle i børnehave"
Studie, arbejde og videnskabelig litteratur
Flere forældre nævner en faglig baggrund, eller praktisk erfaring som direkte årsag til at hjemmepasse. Her går særligt viden om tilknytningsteori, samt forældre som har arbejdet i dagtilbud, igen.
Corona kickstartede hjemmelivet
Da coronanedlukningen ramte Danmark i marts 2020 oplevede mange familier at være hjemsendt fra arbejde og institution. Forældre beskriver hvordan tomme kalendere og lukkede institutioner, var en øjenåbner. Her oplevede de en anden hverdag, som var givende for familien og dennes trivsel. Hos flere familier har coronanedlukningen været et sidste puf, til at træffe beslutningen om at hjemmepasse.
Så hvorfor hjemmepasse?
Der tegner sig et billede af, at hjemmepasning drejer sig om enten et tilvalg af mere tid med sine børn, og til sin familie - et 'nej tak til hamsterhjulet', eller et direkte fravalg af institutioner.
Hvorfor hjemmepasser du?
For os er det et ønske om at leve på egne præmisser. Hjemmepasning er et tilvalg af tid og ro - og et fravalg af et liv formet og dikteret af arbejdsgivere (vi er selvstændige) og daginstitutioner.