Barndom og pasning i Danmark, et historisk perspektiv
- HJEM
- for 1 time siden
- 3 min læsning
I dag omtales hjemmepasning ofte som et alternativ til daginstitutioner. Historisk set er dette en ny måde at formulere det på. Før udbredelsen af pasningstilbud var omsorg i hjemmet ikke et alternativ, men selve rammen for barndom.
Denne artikel giver et historisk overblik over udviklingen af barndom og pasning i Danmark og viser, hvordan nutidens forståelser er formet af forandringer i samfundet.
Barndom før pasningstilbud
Frem til det 20. århundrede voksede langt de fleste børn op i hjemmet eller i nære netværk. Omsorgen blev varetaget af forældre, især mødre, samt ældre søskende og familiemedlemmer. Barndommen var tæt forbundet med hjemmet, lokalsamfundet og familiens daglige liv.
Der fandtes ingen forestilling om, at små børn skulle adskilles fra deres primære omsorgspersoner i organiserede institutioner. Omsorg i hjemmet var ikke et valg, det var normen.
De første børneinstitutioner, et socialt svar
De tidligste former for børnepasning uden for hjemmet opstod som sociale foranstaltninger i forbindelse med industrialisering og urbanisering i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Institutionerne var primært rettet mod børn fra fattige familier og enlige mødre i byerne.
De tidlige børnehaver og asyler var ikke udtryk for en ny forståelse af barndom, men et svar på sociale vilkår.
Efterkrigstiden og velfærdsstatens udbygning
Efter Anden Verdenskrig begyndte velfærdsstaten gradvist at udvide sit ansvar for børn og familier. Børnehaver blev fortsat betragtet som tilbud til bestemte grupper, især i byerne.
Barndom i hjemmet var stadig almindelig, særligt i landdistrikter og i familier med én hjemmegående forælder.
1970’erne: Institutionalisering
Et markant skifte fandt sted i 1970’erne i takt med kvinders øgede deltagelse på arbejdsmarkedet og ligestillingspolitiske ambitioner. Der opstod et strukturelt behov for pasningstilbud i stor skala.
I denne periode blev daginstitutioner udbredt nationalt, pædagogik etableret som profession, og pasning blev i stigende grad koblet til læring, udvikling og socialisering. Institutioner blev gradvist en almen samfundsinfrastruktur.
1980’erne og 1990’erne: Pasning som normalitet
I løbet af 1980’erne og 1990’erne blev pasning uden for hjemmet normaliseret. Institutionsdeltagelsen steg markant, og barndom i institution blev i stigende grad fremstillet som standard.
I dag benytter omkring 90 % af danske børn sig af pasningstilbud før skolealderen. Samtidig er en generation af forældre vokset op, som selv har været institutionsbørn, og for hvem erfaringen med barndom uden institutioner er fjern.
Hjemmepasning i dag, ikke nyt, men overset
Selvom pasningstilbud i dag dominerer statistikkerne, har hjemmepasning aldrig været forsvundet. Der har altid været familier, hvor børn passes i hjemmet, af forældre eller i nære relationer.
I de senere år ses tegn på, at gruppen af hjemmepassende familier igen er voksende. Det kan hænge sammen med øget viden om små børns udviklingsbehov, debat om kvalitet i dagtilbud og et ønske om mere kontinuitet og ro i de tidlige år.
Disse familier befinder sig ofte uden for den statistiske normalfortælling om barndom, men de repræsenterer ikke en historisk undtagelse.
Anerkendelse af mangfoldige pasningsformer
Set i et historisk perspektiv fremstår hjemmepasning ikke som et afvigende valg, men som en vedvarende pasningsform, der eksisterer side om side med institutionelle tilbud. At barndom i dag ofte forstås som synonym med institution, er et resultat af relativt nye samfundsstrukturer, ikke af tidløse udviklingbehov.
Et historisk perspektiv gør det muligt at se, at flere pasningsformer kan eksistere legitimt side om side, og at børns behov ikke kan reduceres til én model for barndom.
Forfatter: Julie H. Adelørn, cand.scient. (biologi)
Artiklen er udarbejdet frivilligt på vegne af Hjem Lo
Kilder:
Kommentarer