De seks legestadier – én måde at forstå børns leg på

Den amerikanske sociolog Mildred Parten beskrev i 1932 en model for børns leg og sociale udvikling i forskningsartiklen Social Participation among Pre-School Children.

Modellen bruges stadig i dag som et udgangspunkt for at forstå, hvordan børns leg kan udvikle sig over tid.

Det er samtidig vigtigt at være opmærksom på, at børn udvikler sig forskelligt, og at leg kan se ud på mange måder afhængigt af barn, alder og kontekst.

De seks typer af leg

1. Ikke-deltagende leg:

Barnet leger ikke aktivt, men observerer omgivelserne. Det kan følge med i, hvad andre laver, eller være optaget af egne bevægelser og sanseindtryk.

2. Tilskueradfærd (omkring 2-årsalderen):

Barnet ser på andre børn, der leger, og kan stille spørgsmål eller kommentere, uden selv at deltage aktivt.

3. Selvstændig leg (fra spæd og op til ca. 2–2,5 år):

Barnet leger alene med sit eget legetøj uden at søge kontakt med andre børn. Fokus er på egen aktivitet.

4. Parallelleg (ca. 2,5–3,5 år):

Barnet leger ved siden af andre børn med lignende materialer, men uden egentlig fælles leg. Der er en begyndende interesse for de andre.

5. Associativ leg (ca. 3,5–4,5 år):

Barnet leger sammen med andre børn i en fælles aktivitet. De deler materialer og er opmærksomme på hinanden, men legen er stadig løst organiseret.

6. Samarbejdende leg (fra ca. 4 år):

Børnene indgår i en mere organiseret leg med fælles mål. Der kan være roller, regler og samarbejde om at opnå noget sammen.

Leg udvikler sig – men ikke ens for alle

I dag er der faglig diskussion om, hvorvidt disse typer af leg skal forstås som faste udviklingsstadier, eller om børn bevæger sig mere fleksibelt mellem dem.

Yngre børn kan i nogle situationer indgå i mere komplekse lege, mens ældre børn også kan have glæde af enklere legeformer.

Hvad kan vi bruge det til?

Modellen kan være med til at nuancere forståelsen af børns leg og sociale udvikling.

Den kan også bidrage til at afmystificere, at børn ikke nødvendigvis leger “sammen” hele tiden – og at forskellige former for leg kan være helt naturlige på forskellige tidspunkter.

I et hjemmeliv kan legen foregå i andre rammer end i institutioner, men de samme grundlæggende dynamikker kan stadig være til stede.