Hy Bernth om det nye børnesyn og de mest almindelige misforståelser

Hvad betyder det egentlig at møde børn med tillid frem for kontrol? Og hvorfor bliver det nye børnesyn ofte misforstået? Hjem har talt med familievejleder Hy Bernth.

Hvis det nye børnesyn skal forklares kort, lyder det sådan fra Hy Bernth:

“At se børn som mennesker med rettigheder. Som ligeværdige subjekter i relationen.”

Det betyder, at barnet ikke længere forstås som noget, der skal formes og styres, men som et menneske, man er i relation med, med egne følelser, behov og perspektiver.

Om Hy Bernth:

Hy Bernt er familievejleder og tilbyder sparring til forældre. Hun arbejder normkritisk og har i mange år beskæftiget sig med det nye børnesyn, som hun også er en tydelig fortaler for.

Hun deltager aktivt i debatten om børn og omsorg og har skrevet indlæg, der er bragt i blandt andet Berlingske, Information og Politiken.

Hun har tidligere benyttet sig af børnehave til sit ældste barn, men hjemmepasser og hjemmeunderviser i dag sine to børn sammen med sin mand.

Barndommens betydning

Det nye børnesyn handler ifølge Hy Bernth i høj grad om, hvilke erfaringer børn tager med sig videre i livet.

“Jeg tror virkelig på, at det nye børnesyn kan være med til at ændre verden til det bedre.”

Hun peger på, at mange af de udfordringer, vi ser i verden, kan have rødder i barndommen:

“Jeg tror, at rigtig meget af det, vi ser i verden – krige, traumer, vold og ondskab – langt hen ad vejen stammer fra barndommen. Altså fra et børnesyn, der historisk har været undertrykkende, krænkende og grænseoverskridende.”

Samtidig understreger hun, at det ikke er hele forklaringen:

“Det er ikke, fordi det er 100 %, men jeg tror, at meget handler om traumer. Når børn ikke får lov til at være dem, de er, og ikke får lov til at føle det, de føler. Og når de ikke erfarer, at deres store følelser kan rummes og samreguleres af en moden og tryg omsorgsperson – en samregulering der senere bliver til solid selvregulering.”

Hvis der ikke er plads til barnets følelser, lærer det i stedet at undertrykke dem. Og de følelser forsvinder ikke – de kan komme til udtryk på andre måder senere i livet.”

Følelser skal ikke fjernes, men mødes

Ifølge Hy Bernth er det afgørende ikke at beskytte børn mod alt ubehag, men at være sammen med dem i det svære.

“Hvis børn vokser op og føler sig værdige med alt, hvad de er – også de svære sider – så udvikler de en sund selvfølelse. Og mennesker med en sund selvfølelse går sjældent ud og gør andre ondt.”

Hun peger på, at børn grundlæggende er født med empati:

“Vi er jo født empatiske. Men også med en naturlig vrede. Vi er født med det hele. Så når mennesker bliver meget aggressive eller destruktive i deres adfærd, tror jeg ofte, det kommer fra et såret sted, et sted, hvor de systematisk har erfaret, at deres aggression er uacceptabel og uelskelig.”

Når børn gentagne gange ikke bliver mødt i deres følelser, kan det få konsekvenser:

“Hvis man bliver lukket ned – for eksempel gennem straf, time-out eller ved at blive ignoreret – så lærer man at undertrykke sine følelser. Og det forsvinder ikke, det kommer ud på et tidspunkt.”

“Hvis man igen og igen oplever, at der ikke er plads til ens følelser, så lærer man at lukke ned. Og det kan senere vise sig som selvdestruktiv adfærd, svære relationer eller aggression.”

Fra frygt til tillid

Når Hy Bernth beskriver forskellen på det gamle og det nye børnesyn, peger hun på et skift i grundlæggende tilgang:

 “For mig handler det helt grundlæggende om forskellen mellem frygt og tillid. Det gamle børnesyn er baseret på frygt – frygt for, at barnet ikke udvikler sig rigtigt, hvis vi ikke styrer det.”

I det nye børnesyn er udgangspunktet et andet:

“Det nye børnesyn er baseret på tillid til barnets kompetencer og empati. Tillid til, at barnet gerne vil samarbejde.”

Det hænger sammen med et ændret syn på barnet:

“I det gamle børnesyn er barnet et objekt – noget vi former og styrer. I det nye børnesyn er barnet et subjekt – et menneske, vi er i relation med.”

Når det bliver misforstået

Selvom der er kommet større opmærksomhed på det nye børnesyn, oplever Hy Bernth, at det ofte bliver misforstået.

“En af de største misforståelser er, at det bliver fremstillet som om, man skal være en perfekt forælder – aldrig råbe, altid være rolig og sige de rigtige ting.”

En anden udbredt forestilling er, at børn skal skånes for modgang:

“At barnet altid skal være glad, ikke må opleve ubehag eller få stillet krav og forventninger. Det er en kæmpe misforståelse.”

Hun understreger, at det nye børnesyn ikke handler om at undgå det svære:

“Børn vil opleve svære ting – det kan og skal vi ikke fjerne. Det handler om, hvordan vi er sammen med dem i det.”

Samtidig kan misforståelser i praksis føre til, at grænser bliver uklare:

“Nogle ender med at blive meget eftergivende: at undgå konflikter og grænsesætning og kalder det det nye børnesyn – men det er det ikke.”

En debat præget af yderpunkter

Ifølge Hy Bernth bliver det nye børnesyn ofte kritiseret, fordi debatten bliver polariseret:

“Man taler hurtigt i sort-hvidt. Enten er det gammeldags opdragelse, eller også er det totalt kaos.”

Hun peger også på, at det kan være udfordrende at ændre perspektiv:

“Det kan være ubehageligt at skulle erkende, at det man selv er vokset op med, måske ikke var optimalt.”

Rammerne spiller en rolle

Når det gælder institutioner og skoler, bliver Hy Bernt spurgt, om det nye børnesyn overhovedet kan fungere i de nuværende rammer:

“Ikke som det er indrettet i dag. Der er for få voksne, og det gør det svært at være til stede for børnene på den måde, det kræver.”

Hun understreger derfor:

“Man kan ikke sige, at det nye børnesyn ikke virker, når det faktisk ikke bliver praktiseret til fulde.”

Hvad kræver det af os voksne?

Ifølge Hy Bernth begynder det nye børnesyn ikke med barnet – men med den voksne.

“Det kræver først og fremmest, at vi kender os selv og kan stå ved vores egne grænser og reaktioner.”

Det handler om at blive bevidst om, hvad man selv har med sig:

“Mange af os reagerer på autopilot ud fra det, vi selv er vokset op med. Derfor kræver det, at vi tør kigge indad og forstå, hvorfor vi reagerer, som vi gør.”

Det kan også indebære et arbejde med egne erfaringer:

“Hvis man selv bærer på svære erfaringer eller mønstre, kan det være nødvendigt at arbejde med dem. For eksempel gennem refleksion eller terapi, for ikke at give dem videre.”

Samtidig peger hun på, at viden spiller en vigtig rolle:

“Det kræver også, at vi opsøger viden om børn, hvordan de udvikler sig, hvad de kan og ikke kan. Så vi ikke forventer noget af dem, som de ikke er i stand til.”

Hun understreger, at det ikke handler om at finde de rigtige formuleringer:

“Det er ikke en manual, og det handler ikke om bestemte sætninger. Det handler om, at det, vi gør, kommer fra et sted, hvor vi forstår både barnet og os selv.”

Afsluttende refleksion

Det nye børnesyn kan for mange opleves som uklart, og der er stadig mange forskellige forståelser og misforståelser i omløb. Måske kan denne artikel være med til at give et mere dybdegående indblik i, hvad det i sin kerne handler om.

Som Hy Bernth peger på, handler det ikke om at gøre alting anderledes eller finde en ny “rigtig” måde at være forælder på.

Det handler snarere om en bevægelse i retning af sundere relationer og en mindre fast idé om, hvordan børn bør være. En forståelse af, at voksen-barn-relationen bygger på gensidig respekt og gensidig læring under den voksnes lederskab og ansvar.