Retten til hjemmeundervisning i Danmark
- HJEM

- 12. jun. 2023
- 2 min læsning
Opdateret: 8. maj
En introduktion til regler og rammer for hjemmeundervisning
Flere familier vælger i dag at hjemmeundervise deres børn, og området har fået stigende opmærksomhed de senere år.
I Danmark er der undervisningspligt – ikke skolepligt. Det betyder, at børn har ret og pligt til at blive undervist, men ikke nødvendigvis i en skole.
Denne ret er blandt andet forankret i Grundlovens § 76:
§ 76 Alle børn i den undervisningspligtige alder har ret til fri undervisning i folkeskolen. Forældre eller værger, der selv sørger for, at børnene får en undervisning, der kan stå mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen, er ikke pligtige at lade børnene undervise i folkeskolen.
Hvad betyder det i praksis?
Forældre og værger har mulighed for selv at varetage deres børns undervisning, så længe undervisningen kan stå mål med det niveau, der almindeligvis forventes i folkeskolen.
Der er ikke fastsat specifikke krav til forældres uddannelsesbaggrund. Til gengæld stilles der krav til undervisningens indhold og kvalitet, og kommunerne fører tilsyn med, at undervisningspligten bliver opfyldt.
Et historisk perspektiv
Skolefriheden har rødder tilbage i dansk lovgivning før grundlovsændringen i 1915.
Politikeren og højskolemanden Klaus Berntsen beskrev det således:
“Vi har ikke Skoletvang, vi har Undervisningspligt, Pligt for Enhver Fader eller Værge til at sørge for sine Børns forsvarlige Undervisning, men ved hvem det sker, og hvor det sker, samt paa hvad Maade det sker, er det de enkelte Forældres ellers Værgers Sag at tage Beslutning om.”
Udbredelse
Der findes ikke præcise, officielle opgørelser over antallet af hjemmeunderviste børn i Danmark. Tidligere estimater har peget på, at en mindre andel af børn undervises hjemme, og flere oplever, at området har været i udvikling de senere år.
Overvejelser før opstart
Hvis du overvejer hjemmeundervisning, kan det være relevant at sætte sig ind i både rammer, muligheder og ansvar.
Nogle familier vælger hjemmeundervisning som en midlertidig løsning, mens andre organiserer hverdagen omkring det over længere tid. Der findes mange forskellige måder at tilrettelægge undervisningen på, afhængigt af familiens ønsker og barnets behov.
Praktiske skridt
Hvis dit barn allerede går i en folke- eller friskole, skal skolen orienteres om, at barnet meldes ud.
Inden opstart af hjemmeundervisning skal kommunen også have besked.
Nogle kommuner har særlige skemaer til formålet, mens andre accepterer en almindelig skriftlig meddelelse.
Det er typisk skoleforvaltningen i kommunen, der håndterer henvendelsen.
Eksempel på meddelelse til kommunen
Du kan tage udgangspunkt i følgende formulering:
“Vi meddeler hermed, at vi pr. [dato] selv vil varetage undervisningen af [barnets fulde navn], [barnets cpr-nummer] i henhold til friskolelovens kapitel 8. Det bliver [underviserens navn], der varetager undervisningen, som primært vil foregå på [sted].”
Afsluttende perspektiv
Hjemmeundervisning er en mulighed inden for den danske lovgivning, som nogle familier vælger som en del af deres måde at organisere hverdagen på.
Hvordan undervisningen tilrettelægges, og hvilke valg familier træffer undervejs, kan se forskelligt ud.
¹ Danmarks Riges Grundlov, https://www.retsinformation.dk/eli/lta/1953/169?id=45902
³ "Den Er Hjemme - igang med hjemmeundervisning" af Coco Kjærgaard

Kommentarer