Som hjemmegående eller delvist hjemmegående vil man oftest være stødt på bekymrede og velmenende venner, familiemedlemmer og måske endda fremmede, der bekymrer sig for barnets socialisering. Men det er umuligt ikke at blive socialiseret. Det er nemlig en social proces, hvor vi, i samspil med vores omgivelser, tilegner os viden om os selv og vores samfund, og de normer og værdier, vi bør agere efter. Dog er det et nærliggende spørgsmål, hvad der sker med socialiseringen, hvis børn oplever markant forskellige socialiseringsarenaer. Fx tid i børnefællesskaber, tid som en del af et civilsamfund og tid i hjemmet med familien.
Men hvor meget skal børn lære fra hinanden, og hvor meget har de brug for at lære fra voksne? Hvad er kravet til relationen til disse voksne? Hvilke omgivelser er vigtige for barnets socialisering og på hvilke tidspunkter?
At besvare disse spørgsmål vil kræve en indsigt i samtlige teorier, og en oversigt over flere forskellige undersøgelser af børn og deres omgivelser. Man skal dog starte et sted, og til det kan George Herbert Mead vise sig at være en udmærket begyndelse. Meads socialiseringsteori tilbyder nemlig en forståelse af, hvordan barnet socialiseres på forskellige alderstrin og i samspil med hvem/hvad. Ifølge Mead udvikler barnet sig igennem stadier, og som det gradvist begynder at forstå mere om sig selv og samfundet, vil flere mennesker og komplekse sociale samspil udgøre socialisering. Ifølge Mead kan socialisering beskrives som en gradvis proces. Teorien er som sagt ikke udtømmende for, hvad der er at sige om socialisering. Men den fungerer som værktøj til at diskutere og nuancere et barns socialisering ift. dets omgivelser og barnets alderstrin/udviklingsstadie. Det betyder også, at en entydig definition og forståelse af socialisering ikke er fyldestgørende, da den proces vil være relativt til barnets alder.
George Herbert Mead beskriver børns socialisering således:
Imitationsstadiet (de første to leveår):
Her lærer barnet primært ved at betragte og imitere voksne, som barnet har en nær relation til. På den måde tilegner barnet sig kulturens brug af symboler (dvs. tilegnelse af sprog og gestikuleringer). Barnet imiterer handlinger uden nødvendigvis at forstå betydningen af dem, og hvordan det relateres til en større kontekst. Du vil fx kunne se små børn grine med familien rundt om bordet, uden at være i stand til helt at forstå hvad som grines af, men dog at det er godt at grine med. Barnet begynder her at forstå og begå sig i større sociale samspil.
Legestadiet (2-6 år):
Nu begynder barnet at lære gennem rollelege. Det betyder at barnet begynder at sætte sig i andres sted ved at udforske forskellige roller. Mead mener at barnet begynder at forstå sig selv som både subjekt og objekt, altså hvordan barnet betragtes udefra, hvilket er en vigtig del af en socialiseringsproces. I praksis ser man at barnet begynder at lege simple samspil, og agere en rolle i disse. Rollelegene er stadig koncentreret om de nære relationer, og disses roller fx forældrerollerne.
Spilstadiet (skolealderen og op):
Her begynder barnet at lære sin(e) rolle(r) i relation til andre. For nu begynder barnet nemlig at forstå sociale spilleregler. Barnet bliver i stand til at genkende og forudsige forventninger til forskellige roller og situationer i samfundet, og dermed også hvad barnet bør gøre i forskellige situationer. Barnet har fået en forståelse for det Mead kalder Den Generaliserede Anden, som er et udtryk for samfundets normer, værdier og tendenser. Det betyder at barnet begynder at reflektere over egne handlinger ift. samfundets forventninger, altså ift. de fælles spilleregler. Helt konkret vil man opleve, at børn bliver i stand til at spille fx fodbold sammen, og forstå at spillerne har forskellige roller og hvordan man bedst spiller sammen.