Hjemmepasning, hvorfor? HJEM har spurgt 3 familier hvorfor de har truffet valget

Monica Mygind, mor til 1, Midtsjælland:

"Da Melvin nærmede sig de fire år, syntes jeg, at hans verden skulle åbne sig og, at han skulle have mulighed for selv at mærke kemi og vælge sine venner. Derfor startede vi i en stor hjemmepasserforening, hvor der var over 50 familier tilknyttet."

Jeg hedder Monica. Jeg er gift med min Martin, er uddannet pædagog og har hjemmepasset vores søn Melvin, helt frem til skolestart 🩷

Vi tog allerede valget om at hjemmepasse Melvin, da han var under fire måneder gammel. Allerede her kunne vi begge mærke, at det var sådan, det gav mening for os. Vi ønskede at give Melvin ro, nærvær og tid med os i hans første år. Min mand er også uddannet pædagog, så vi har begge set institutionsverdenen indefra. Og selvom jeg arbejdede sammen med de sødeste og mest kompetente kollegaer, ville jeg stadig den dag i dag ikke mene, at der er hænder nok til det, det kræver at bygge et lille menneske op fra bunden.

De første år lægger et vigtigt fundament for et barns opfattelse af sig selv og verden. Her var det vigtigt for os, at vi som Melvins forældre kunne være dem, der prægede ham og lagde det fundament.

Jeg trivedes virkelig godt i hjemmelivet - med vores rolige morgener, nærvær, ugentlige aktiviteter og spontane eventyr. Vores hverdag mindede på mange måder om mit vuggestuejob i forhold til strukturen. Vi havde de samme rutiner med søvn, mad osv., men samtidig friheden til at mærke efter hele vejen igennem og tilpasse vores hverdag, så den gav mening for os.

Mens Melvin var lille – ca. 1,5 til 3,5 år – var vi i en lille, tryg legegruppe med fire andre søde familier. Her handlede det om de nære relationer. Vi gik til rytmik sammen, i legestue sammen og mødtes derudover en gang om ugen bare os. Det gav mig “kollegaer” og Melvin hans første venner.

Da Melvin nærmede sig de fire år, syntes jeg, at hans verden skulle åbne sig og, at han skulle have mulighed for selv at mærke kemi og vælge sine venner. Derfor startede vi i en stor hjemmepasserforening, hvor der var over 50 familier tilknyttet. Når vi mødtes til bål om tirsdagen, føltes det meget som en børnehave – bare hvor hvert barn havde en voksen med.

Vi mødtes med foreningen ca. tre gange om ugen i både store og små sammenhænge, og havde en virkelig dejlig tid.

Da skolestarten begyndte at nærme sig, startede jeg en førskolegruppe med en af de andre mødre fra foreningen. Her mødtes vi en gang om ugen på et bibliotek sammen med andre børn og forældre fra foreningen, som også snart skulle starte i skole. Her havde vi fokus på nye ting som at vente på tur, øve sig i at stå frem og fortælle foran andre og læring gennem leg på et nyt niveau.

I dag er Melvin startet i skole. Han var klar og det føltes rigtigt, at vores hjemmeliv skulle stoppe her. Han trives og har udviklet sig en hel masse.

Jeg er tilbage på mit gamle job som vuggestuepædagog og efter jeg er blevet mor, virker det hele faktisk endnu mere meningsfuldt for mig. Vi mangler stadig hænder, men så længe jeg ved, at jeg giver, hvad jeg kan og har, føles det stadig rigtigt.

Vi trives alle mand i vores nye hverdag, men jeg må indrømme, at vores hjemmeår altid vil være de bedste år i mit liv. De lærte mig, hvor meget det betyder for os at have tid til hinanden og være sammen i hverdagen.

Nikolaj, far til 3, Nordsjælland:

"Det er interessant at tænke tilbage på hvordan, vi troede at vuggestuer var nødvendige for børns trivsel, at børn har brug for “professionelle” voksne for at udvikle sig og, at socialisering kun kan foregå i institutionelle rammer."

Før vi fik børn, havde vi ingen planer om hjemmepasning - jeg vidste ærligt talt ikke det fandtes. Efter barslen kunne man vælge vuggestue eller dagpleje.

Retrospektivt lyder det helt fjollet, men sådan tænkte vi det. Via tilfældigheder -en flytning og en manglende plads i “den gode vuggestue”, startede vi med at hjemme passe vores første. Det gik godt. Han var glad, vi var glade. Det blev hverdagen.

Vores ældste er nu 9, og i årenes løb er to søskende kommet til. Vi har haft dem alle hjemme altid.

Det er interessant at tænke tilbage på hvordan, vi troede at vuggestuer var nødvendige for børns trivsel, at børn har brug for “professionelle” voksne for at udvikle sig og, at socialisering kun kan foregå i institutionelle rammer. Det har taget år, at vaske alle de lag af velfærdsstatens konditionerende tankegang af sig.

Dagsinstitutioner blev først rigtig en ting i løbet af 1970’erne, og blev skabt- ikke for børnenes skyld, men for at øge arbejdstager udbudet. Tænk at, det at børn skal i vuggestue, på så kort tid nærmest var blevet en naturlov!

Nu står det lysende klart for os, at små børn har brug for sine forældre, og vi nyder at være sammen med vores børn. Det føles rigtigt, at det er OS som lytter, trøster, støtter, og er sammen med vores børn.

Vi kan være der, når vores børn tager deres første skridt, lærer nye ord, nye færdigheder. Vi kan sikre trygge rammer for vores børn, og vi kan opdrage dem, når situationer opstår. Ikke 6 timer senere.

Til trods for at hjemmepasningen for os startede som en tilfældighed, er de umuligt for os, i dag at forstille os nogen anden hverdag, og med fare for at lyde teatralsk, så tror jeg aldrig vi vil komme til at kigge tilbage på denne tid med fortrydelse.

Mor til 2, Møn

"Det er helt tydeligt for mig, hvor meget det har givet vores barn at være blevet hjemmepasset. Der har været tid til langsomme morgener, tid til at være sammen med primære voksne, som elsker én, tid til at være syg, til man bliver rask, og til at udforske verden og udvikle sig i sit eget tempo."

Vi vidste, at vi skulle hjemmepasse inden, vi fik vores første. Så beslutningen var ligesom allerede truffet. Grunden til det var en blanding af, at jeg har arbejdet som pædagogmedhjælper i mange år under mit studie og den vej igennem oplevet en hverdag, hvor man, uanset hvor gerne man end ville, aldrig kunne give de små babyer og børn dét, de burde få. Samtidig læste jeg en masse forskning og skriv fra eksperter på børneområdet, som gjorde det sole klart for mig, at små børn skal være hos deres forældre.

At alt andet kun er til for arbejdsmarkedet, som er blevet til kulturelle fortællinger og nærmest sandheder om, at børn skal "socialiseres" fra de er 10 mdr gamle.

Vi har hjemmepasset vores ældste i 6 år - til skolestart. Og her valgte vi også meget bevidst en alternativ skoleform, som vi kunne støtte op om.

Det er helt tydeligt for mig, hvor meget det har givet vores barn at være blevet hjemmepasset.

Der har været tid til langsomme morgener, tid til at være sammen med primære voksne, som elsker én, tid til at være syg, til man bliver rask, og til at udforske verden og udvikle sig i sit eget tempo.

Samtidig har vores barn kunne danne relationer til andre børn i legegrupper på tværs af alder og uden at blive låst fast i den ekstreme alderssegregering, der foregår nærmest helt ned i vuggestuealderen. Og i trygge rammer med voksne, der er nærværende, har tid og overskud og mulighed for at hjælpe, konfliktmægle og guide relationerne. Alt dét, som rent faktisk socialiserer små børn.

Jeg har så mange erfaringer både gennem mit arbejde dengang, men også med venner og familie, som har haft børn, der mistrives på et eller andet tidspunkt i deres vuggestue- og/eller børnehaveliv. Børn, der græder hver eneste dag ved aflevering. Børn, der ikke vil afsted. Babyer, der smågræder hele dagen lang i uger, når de er i institution. Børn, der er syge, som får en panodil og bliver sendt afsted. Osv osv osv.

Dét synes jeg ikke, at vi kan byde vores børn. Hverken som samfund, men faktisk heller ikke som forældre. Vi har ansvaret for vores børn, og vi bliver nødt til at turde at stå op for dem. Og at give dem, særligt i deres første 3 år, en start på livet, som ikke er præget af adskillelse fra deres aller vigtigste personer. Med afsavn og gråd og nedlukkethed og sorg.

Jeg synes helt grundlæggende ikke, at børn hører til noget andet sted end derhjemme de første 3 år. Og derfor har det ikke været svært for os at vælge hjemmelivet til. Også selvom det har kostet meget på jobfronten og økonomien. Inden nogen siger, at alle ikke har råd til at hjemmepasse, så vil jeg sige, nej ikke alle. Men rigtig, rigtig mange har, hvis de prioriterede det. Flyttede i en billig bolig på landet, fandt jobs, der kunne gøre det logistisk muligt, sløjfede rejserne, skruede ned for tøjkøb osv.

Det kræver selv sagt en masse valg (og fravalg), men vi ville gøre det hele igen for den tid, vi har fået med vores børn, og det liv, vi har skabt sammen.