Hjemmeundervisning: HJEM har spurgt 4 familier hvorfor de har truffet valget

Winnie Astrup, mor til 4, Horsens

Jeg har ikke fornemmelsen af at have valgt hjemmeskolen til. Nærmere at vi ikke har valgt folkeskolen til.

Vores ældste startede i vuggestue, dengang han blev 10 måneder. Ligesom “alle de andre”… Hos os var det ikke et spørgsmål om, om han skulle i institution eller ej, men et spørgsmål om, hvor han skulle hen. Vi valgte den institution, hvor de andre i mødregruppen også skulle gå. Så kunne han jo “være sammen med vennerne” dernede… Det lyder så skørt i mine ører i dag. Men det var altså dér mit bevidsthedsniveau var dengang. Jeg kendte ikke til nogen der hjemmepassede deres børn. Faktisk var jeg ikke klar over, at det var “en ting”.

Men det blev jeg den dag en helt ny verden åbnede sig for mig. Jeg var gravid med mit mellemstebarn, da den ældste lige var fyldt 2 år. Han var begyndt at give udtryk for ikke at ville afleveres i vuggestuen. Jeg mærkede ham så tydeligt. Og en dag slog det bare klik. Jeg vendte om på stuen, gik ud og pakkede hans garderobe sammen og kiggede mig aldrig tilbage.

Jeg havde ingen plan. Men begyndte at lægge den

Én ting var sikkert, han skulle aldrig tilbage igen. I dag er han 9 år og hjemmeundervises sammen med hans lillesøster på 6 år og tvillingerne på 3 år.

Jeg har ikke fornemmelsen af at have valgt hjemmeskolen til. Nærmere at vi ikke har valgt folkeskolen til. Det var det naturlige valg for os at fortsætte hjemmelivet, som vi elsker og værdsætter så højt. Ingen af os herhjemme kan forestille os hverdagen anderledes lige nu.

Sammen med mine 4 børn bor jeg midt i Bulderby. Omringet af 3 andre hjemmeskolefamilier og søde nabobørn. Hver mandag og onsdag mødes vi i landsbyens spejderhytte og multihal med vores hjemmeskolegruppe @defriespirer_hu. Her er 6 andre hjemmeskolefamilier med i alt 19 børn i alderen 0-9 år at udvikle sig i takt med. For ikke at nævne det meste givende kvindefællesskab. Hvorfor forlade sådan et liv til fordel for vækkeur, massiv adskillelse, distancering fra egen krop og sjæl samt stress og jag?

Far til 3, Nordsjælland

For os var valget nok mindre aktivt, men i højere grad en naturlig fortsættelse af hjemmepasning. Så i starten var ‘hvorfor’ hjemmeskole i høj grad: hvorfor ændre på noget som fungerer godt allerede?

Som tiden er gået, er der kommet flere årsager til, at vi bliver ved med at hjemmeskole.

Jeg havde selv en glimrende skolegang på den lokale folkeskole, men har vi måttet spørge os selv: med tingenes nuværende tilstand i den danske folkeskole, hvor stor er chancen for at genfinde min egen gode folkeskoletid for vores søn? Og hvad risikerer vi ved at forsøge?

For naturligvis er der dygtige folkeskolelærere og klasser, hvor det faglige og sociale fungerer, men hvis vi - via hjemmeskole kan sikre disse ting med 100 % sikkerhed, hvorfor så forsøge med “udeskole”, hvor visheden om trivsel og faglig niveau ingenlunde kan garanteres?

Slutteligt, og nok vigtigst af alt, så er hjemmeskole et virkelig berigende tilvalg: Vi kan tilrettelægge undervisningen efter, hvad der fanger vores søn, vi kan dykke ned i spændende emner sammen og vi kan sikre dannelse, uddannelse og et højt fagligt niveau.

Mor til 2, Københavns området

Min mand og jeg hjemmeunderviser vores børn af flere årsager. Vi ønsker, at vores børn skal føle stor meningsfuldhed med deres tilværelse og bevare en livslang læringslyst.

Vi hjemmeunderviser med udgangspunkt i unschooling, altså selvstyret læring ud fra børnenes interesser, initiativer og zone for nærmeste udvikling. Vi vil gerne sikre vores børn en opvækst med meget ikke-skemalagt tid.

Vi tror på børn (og menneskers) iboende læringslyst. Vi unschooler også på baggrund af vores egne oplevelser med at gå i folkeskole, et ønske om at være meget sammen som familie samt en tro på, at arbejdsmarkedet og verden kommer til at ændre sig så markant i det kommende årti, at den undervisning, folkeskolen (og de fleste andre skoler) tilbyder, ikke giver mening.

Vi tror også på, at vi kan tilbyde vores børn højere trivsel i form af bedre børnesyn, effektiv læring samt flere udviklende øjeblikke end en skole kan. Vi unschooler på baggrund af en hel del bøger, blogindlæg og podcasts om unschooling, heriblandt historierne fra voksne, der var unschoolet som børn. I sin helhed føles det meget vigtigt og meningsfuldt for os at hjemmeundervise vores børn og bruge meget tid sammen med dem i deres barndom.

Tania Samantha, mor til 1, Nordsjælland

Trivsel er forudsætning for læring, og i vores søns tilfælde er trivsel ekstra sårbar, og belastning har en meget høj pris, der hurtigt koster regression ift. trivsel, evner og kapacitet.

Efter at have fravalgt vuggestue/børnehave for vores søn, og (op)levet et familieliv præget af frihed, autonomi og fleksibilitet, udenfor arbejdsmarkedet og den institutionaliserede barndom, var fravalg af traditionel skoling til fordel for hjemmeundervisning (unschooling) ikke fjerntliggende for os.

Det udslagsgivende for valget var dog mindre idealistisk og romantisk. Vores søn har autisme og er højt begavet - to pædagogisk/tilbudsmæssigt modsatrettede “kasser” i systemet, og det var derfor en udfordring at finde et relevant tilpasset skoletilbud til ham.

Vi var egentlig løbet tør for ’gør-det-selv’ energi, og var efter et års skoleudsættelse klar til et nyt kapitel - som familie med et ”rigtigt skolebarn”. Det krævede visitation til et forsvarligt skoletilbud, med en særligt støttet overgang og en høj grad af samarbejde omkring opstart. Fundamentale forudsætninger, for ikke at kompromittere hans trivsel, iboende ressourcer og potentialer, som vi ikke fik visitation til.

Valget om at varetage undervisningspligten af vores søn, blev derfor på sin vis taget for os, som en afledt effekt af ’ikke at ville lægge barn til’ kommunens afprøvninger af ikke-tilstrækkeligt tilpassede tilbud.

Trivsel er forudsætning for læring, og i vores søns tilfælde er trivsel ekstra sårbar, og belastning har en meget høj pris, der hurtigt koster regression ift. trivsel, evner og kapacitet.

Det er svært at finde et skoletilbud, der kan varetage særlig sårbarhed, samtidig med at kunne understøtte børn med ekstraordinært kognitivt potentiale. At blive behørigt stimuleret, og kunne arbejde med sin læring på egne præmisser, er for det neurodivergente HB-barn ligeså afgørende for trivsel og udviklingsmuligheder, som god autismepædagogik og skåne/skærme tiltag kan være. Men det opleves at være noget der nedprioriteres eller helt ses bort fra af systemet, når der fx er en samtidig autismediagnose i spil.

Derfor unschooler vi, så vores søn selvstyret understøttet optager den læring han har brug for, i takt med sin udvikling og i tråd med sine interesser. Uagtet at vi forældre af og til godt kunne forestille os et andet liv, med mere normalitet og “hamsterhjul”, kan vi ikke for ham forestille os et bedre “skoleliv”, barndom, læringsmiljø -og muligheder, end det han har som unschoolet hjemmebarn.