Valgfrihed eller skjult ulighed? Trine Emborg har skrevet speciale om tilskud til pasning af egne børn

Dette speciale ser nærmere på den danske ordning om tilskud til pasning af egne børn – både hvordan den fungerer i praksis, og hvilke konsekvenser den kan have. Med afsæt i en juridisk analyse og konkret data undersøger specialet, hvordan ønsket om valgfrihed kan komme i konflikt med risikoen for diskrimination, især i forhold til køn, etnicitet og social oprindelse. Samtidig sætter det fokus på det omsorgsarbejde, som hjemmepassende forældre udfører, og som ofte ikke bliver anerkendt eller prioriteret i samme grad.

Om Trine Emborg:

Trine Emborg færdiggjorde i 2023 sin juridiske kandidatuddannelse ved at skrive speciale om ordningen om tilskud til pasning af egne børn, som fremgår af dagtilbudsloven.

Hendes interesse for området udspringer blandt andet af, at hendes søster siden 2021 har hjemmepasset sine børn. Gennem hende har Trine set, hvordan ordningen har skabt både muligheder og begrænsninger i forhold til at vælge en alternativ livsform med små børn.

Samtidig blev hun under sin juridiske uddannelse, navnlig i faget socialret, præsenteret for den retlige ramme for sociale ydelser og for, hvordan disse kan kollidere med diskriminationsretlige forbud i dansk ret og international regulering. På den baggrund brugte hun sit speciale til at undersøge ordningen om tilskud til pasning af egne børn og fandt, at ordningen kan siges at hvile på en forældet og stereotyp opfattelse af køn og familieliv.

Gennem sin søster og andre hjemmepassende forældre i Ringsted Kommune har Trine desuden set, hvor meget glæde, mening, nærvær og fællesskab de har formået at skabe for sig selv, deres børn og hinanden. Hun peger samtidig på, at der ligger en stor indsats bag dette arbejde, som er underbetalt og i høj grad usynligt. Med sin undersøgelse håber hun at kunne anskueliggøre, hvordan omsorgsarbejde strukturelt bliver underprioriteret, her konkretiseret ved ordningen om tilskud til pasning af egne børn.

Tilskudsordningens tilblivelse

Den 28. februar 2002 stillede den daværende regering forslag om at indføre en mulighed for

kommunerne til at give forældre, der ønsker selv at passe egne børn, et økonomisk tilskud til

dette. Forslaget var en del af reformsporet ”Velfærd og valgfrihed”, hvilket byggede på et

ønske om at skabe flere valgmuligheder for borgerne når de benytter tilbud fra det offentlige,

blandt andet på pasningsområdet, men også f.eks. på ældre og sundhedsområdet. I

reformprogrammet ”velfærd og valgfrihed” lyder det;

”Den øgede valgfrihed kan gavne de svagere grupper, når de nu får en række muligheder, der før kun har været de mere velstillede forundt. Med øget valgfrihed vil det ikke længere kun være de stærke samfundsgrupper, der har mulighed for at vælge individuelle løsninger. Nu vil denne mulighed i langt højere grad være til stede for alle”.

Tilskudsordningens tilblivelse skete således på et ønske om at indføre større valgfrihed,

særligt for svagere grupper i samfundet. Ordningen blev en mulighed for kommunerne til at

tilbyde tilskud til pasning af egne børn. Tilskudsstørrelse blev reguleret i forhold til

kommunernes udgifter til andre pasningsformer, og der indførtes enkelte betingelser for

modtagelsen af tilskud.

Disse betingelser er i undersøgelsen nærmere analyseret med det sigte af undersøge hvorvidt

ordningen kan siges at have tendens til diskrimination i forhold til tre forskellige forbudte

kategorier som alle er omfattet af Det Europæiske Råds charter om grundlæggende

rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, nemlig køn, etnicitet og

social oprindelse. Desuden er der inddraget andre internationale retsakter og national

lovgivning i det omfang det har været relevant.

Undersøgelsen understøttes desuden af en statistisk afdækning af tilskudsmodtagernes og

kommunernes brug af ordningen, en komparativ undersøgelse af de fastsatte

tilskudsstørrelser og en spørgeskemaundersøgelse med besvarelser fra i alt 265 personer der

modtog eller havde modtaget tilskud til pasning af egne børn.

Kønsdiskrimination i tilskudsordningen

Undersøgelsens hovedkonklusion er, at der kan rejses en formodning for at ordningen om

tilskud til pasning af egne børn er indirekte kønsdiskriminerende. Allerede ved tilblivelsen af

tilskudsordningen, som trådte i kraft i 2002, var regeringen klar over, at det altovervejende

ville være kvinder, der ville gøre brug af ordningen. Alligevel blev ordningen indrettet på en

sådan måde, at den blandt andet afskærer modtagerne fra en mulighed for at have

tilknytningen til arbejdsmarkedet samtidig med modtagelsen. I Danmark er flere sociale

ydelser betinget af arbejdsmarkedstilknytning, hvorfor det er problematisk at afskære

modtagerne af tilskuddet, fra muligheden for at opretholde en tilknytning hertil.

Dertil kommer at tilskudsnivaeuet er fastsat på et så lavt niveau, at det i praksis gør

tilskudsmodtagerene afhængige af en anden voksens pengeforsøgelse, da det ikke er muligt at

leve alene på tilskudsordningen.

Tilskudsordningens nuværende form fastholder således en kønsstereotyp forestilling om

omsorgsarbejdet som sekundært. Undersøgelsen har derfor blandt andet rejst tvivl om

ordningens efterlevelse af ligestillingslovens formål om at modvirke indirekte

forskelsbehandling på baggrund af køn jf. § 1.

Etniskdiskrimination i tilskudsordningen

Flere betingelser i tilskudsordningen kan rejse en formodning for etniskdiskrimination.

Navnlig de indført sprog- og opholdskrav, som havde til formål at forhindre etniske

minoritetskvinder i at benytte ordningen.

Et andet element er reglerne om obligatorisk læringstilbud, hvorefter børn i udsatte

boligområder skal indskrives i et pasningstilbud, og hvor forældre derfor ikke har mulighed

for at modtage tilskud til pasning af egne børn. Eftersom udsatte boligområder blandt andet

kategoriseret efter hvor stor en andel indvandrere og efterkommere der er bosat i området,

kan også denne betingelse virke diskriminerende på etniske minoriteter. Dette aktualiseres af

EU-domstolens dom af den 18. december 2025 (C-417/23) hvor domstolen argumenterede

for, at den danske ghetto-lov fra 2018 er udtryk for etniskdiskrimination.

Undersøgelsens afdækning af brugen af ordningen pegede da også på, at meget få med

etniskminoritetsbaggrund benyttede ordningen.

Diskrimination på baggrund af social oprindelse

Undersøgelsen har desuden rejst en formodning for at dele af ordningen kan være

diskriminerende på baggrund af social oprindelse (social status). Navnlig udelukkelse af

arbejdsindtægt i supplement til tilskuddet forfordeler borgere med formueindkomst, og

skaber samtidig barrierer for udsatte borgere i at gøre brug af ordningen, noget der ellers er

stik imod hensigten med ordningen.

Undersøgelsen har endvidere målt på tilskudsmodtagerenes uddannelsesniveau sammenlignet

med en sammenlignelig befolkningsgruppes, og konklusionen har her været at

tilskudsmodtagerne gennemsnitligt har et højere uddannelsesniveau end resten af

befolkningen, derfor kan det ikke udelukkes at der kan rejses en formodning for at der sker en

indirekte diskrimination på baggrund af social oprindelse i ordningen om tilskud til pasning

af egen børn.

Konklusion

Samlet peger Trine Emborgs speciale på, at ordningen om tilskud til pasning af egne børn ikke i tilstrækkelig grad lever op til sit oprindelige formål om øget valgfrihed. Tværtimod kan flere af ordningens elementer bidrage til at fastholde eksisterende uligheder – både i forhold til køn, etnicitet og social oprindelse. Dermed rejser specialet et bredere spørgsmål om, hvordan omsorgsarbejde værdisættes og prioriteres i den danske velfærdsmodel.