Begreber i hjemmeundervisning – hvad betyder de?

Når man begynder at interessere sig for hjemmeundervisning – enten fordi man overvejer at hjemmeundervise sit barn, eller fordi man lige er begyndt – støder man hurtigt på en række forskellige begreber.

Måske læser man, at en familie praktiserer unschooling, mens en anden taler om deschooling. Andre beskriver deres hjemmeundervisning som struktureret, projektbaseret eller interessebaseret. Men hvad betyder alle disse ord egentlig?

Det får du et kort overblik over her.

Det er vigtigt at huske, at begreberne ikke er faste kasser. Hjemmeundervisning kan se ud på rigtig mange måder, og mange familier kombinerer forskellige tilgange eller ændrer dem i takt med barnets alder, interesser og behov.

Struktureret eller forældrestyret hjemmeundervisning

Når man hører om hjemmeundervisning, forestiller nogle sig en slags skole derhjemme: Barnet sidder ved et bord det meste af dagen, mens mor eller far fungerer som lærer, og skoledagen følger nogenlunde samme struktur som i en almindelig skole.

Sådan kan hjemmeundervisning naturligvis godt se ud, men det behøver den bestemt ikke at gøre.

Ved struktureret eller forældrestyret hjemmeundervisning er det centrale snarere, at forældrene aktivt tager ansvar for at planlægge og tilrettelægge en del af barnets læring. Familien kan eksempelvis have en læringsplan, benytte lærebøger eller undervisningsmaterialer eller have udvalgt bestemte fag og emner, som barnet skal arbejde med.

Nogle familier planlægger flere måneder frem, mens andre planlægger fra uge til uge eller tager udgangspunkt i det, der optager barnet lige nu. Nogle arbejder med dansk og matematik på faste tidspunkter, mens resten af læringen foregår mere frit. Andre bruger projekter, ture, bøger, forsøg, spil og praktiske aktiviteter som en stor del af undervisningen.

Struktureret hjemmeundervisning behøver derfor ikke ligne en traditionel skoledag. Og gør meget sjældent.

Når undervisningen foregår individuelt eller i en lille familiegruppe, er der heller ikke nødvendigvis behov for mange timers egentlig undervisning hver dag. Der går ikke tid med klasseskift, ventetid, frikvarterer, klasseledelse og undervisning rettet mod mange forskellige børn på én gang. Derfor kan den mere formelle del af hjemmeundervisningen i mange familier fylde forholdsvis lidt, mens læring selvfølgelig også finder sted resten af dagen.

Unschooling

Unschooling er en tilgang til hjemmeundervisning, hvor barnets egne interesser, nysgerrighed og initiativer spiller en meget central rolle.

I stedet for at de voksne på forhånd fastlægger et bestemt pensum og beslutter, hvad barnet skal lære hvornår, tager læringen i højere grad udgangspunkt i barnet og det liv, familien lever.

Det betyder ikke nødvendigvis, at forældrene ikke involverer sig i barnets læring. Tværtimod kan forældrene være meget aktive ved at stille materialer og muligheder til rådighed, svare på spørgsmål, hjælpe barnet med at finde information, tage på ture, introducere nye emner og støtte barnet, når en interesse udvikler sig.

Forskellen ligger især i, hvem eller hvad der sætter retningen for læringen.

Et barn, der bliver optaget af dinosaurer, kan eksempelvis ende med både at læse, skrive, undersøge geologi, arbejde med tidslinjer og regne på størrelser og tidsperioder. Et barn, der interesserer sig for computerspil, kan blive optaget af engelsk, programmering, historiefortælling, matematik eller grafisk design.

Tanken er, at læring ikke kun foregår, når nogen kalder en aktivitet for undervisning. Børn lærer hele tiden gennem leg, interesser, samtaler, projekter, relationer og deltagelse i hverdagslivet.

Der findes forskellige forståelser af unschooling. Nogle familier bruger elementer af unschooling sammen med mere struktureret undervisning, mens andre praktiserer en mere konsekvent form, hvor barnets selvstyrede læring er det bærende princip.

Deschooling

Deschooling adskiller sig fra de øvrige begreber, fordi det ikke først og fremmest beskriver en bestemt måde at hjemmeundervise på.

Begrebet bruges ofte om en overgangsperiode, efter at et barn er blevet taget ud af skole og begynder at blive hjemmeundervist.

Når et barn har været en del af skolesystemet i længere tid, kan både barnet og forældrene have vænnet sig til bestemte forestillinger om læring: at læring foregår på bestemte tidspunkter, at en voksen bestemmer emnet, at opgaver skal løses på en bestemt måde, eller at man først ved, om man er ”god” til noget, når ens præstation bliver vurderet.

For nogle familier handler deschooling derfor om i en periode at skrue ned for den formelle undervisning og give barnet tid og plads til at finde tilbage til sin egen nysgerrighed, sine interesser og en anden rytme i hverdagen.

Det kan være særligt relevant for børn, som har haft en vanskelig eller belastende tid i skole, men begrebet bruges også mere generelt om den omstilling, der kan finde sted, når en familie går fra skole til hjemmeundervisning.

Der findes ikke en bestemt længde på en deschoolingperiode. For nogle varer den relativt kort tid, mens den for andre kan strække sig over mange måneder. Og ligesom med de øvrige begreber vil familier forstå og bruge ordet forskelligt.

Man behøver ikke vælge én kasse

Selvom der findes mange ord for forskellige tilgange til hjemmeundervisning, behøver man ikke beslutte sig for, hvilken slags hjemmeunderviser man er.

En familie kan arbejde struktureret med matematik og samtidig lade historie og naturfag tage udgangspunkt i barnets interesser. Man kan have perioder med mange planlagte aktiviteter og andre perioder, hvor læringen får lov til at udvikle sig mere spontant. Og det, der fungerer for et barn på syv år, er ikke nødvendigvis det samme, der fungerer, når barnet er tolv.

Begreberne kan være nyttige, fordi de giver os et sprog for forskellige måder at tænke læring og hjemmeundervisning på. Men de er bedst betragtet som beskrivelser og inspiration – ikke som regler for, hvordan hjemmeundervisning skal se ud.