Kvalitet, antal timer og børns udvikling: Hvad viser et af de største langtidsstudier af børnepasning?

NICHD Study of Early Child Care and Youth Development

I 1991 iværksatte det amerikanske National Institute of Child Health and Human Development – NICHD – det, der senere blev kendt som Study of Early Child Care and Youth Development (SECCYD).

Den kraftige stigning i pasning uden for hjemmet i USA i 1980'erne og begyndelsen af 1990'erne havde udløst en intens debat om, hvordan det påvirkede børn. Samtidig var den eksisterende forskning utilstrækkelig til at give klare svar.

NICHD satte derfor et usædvanligt stort longitudinelt forskningsprojekt i gang. Forskerne rekrutterede 1.364 børn og deres familier kort efter børnenes fødsel i 1991 på tværs af ti forskellige områder i USA.

Forskerne fulgte børnene fra de var spæde, gennem barndommen og videre ind i ungdomsårene.

De registrerede blandt andet, hvornår barnet begyndte i pasning, hvor mange timer om ugen barnet blev passet, hvilken type pasning barnet befandt sig i, hvor stabil pasningen var, og hvilken kvalitet pasningen havde. Samtidig fulgte de familierne tæt.

I de første leveår blev der gennemført omfattende undersøgelser ved blandt andet 1, 6, 15, 24 og 36 måneder, og forskerne fortsatte senere gennem førskolealderen, skoleårene og ungdommen.

De observerede børnene og deres forældre, besøgte børnenes pasningssteder, interviewede forældrene, anvendte spørgeskemaer og gennemførte direkte test af børnene. De undersøgte blandt andet sprog, kognitive evner, sociale og emotionelle forhold, tilknytning, adfærd og senere akademiske færdigheder.

Hvordan målte forskerne kvaliteten?

Kvaliteten af pasningen blev ikke blot vurderet ud fra institutionstype eller personalets uddannelse.

Trænede observatører besøgte barnets faktiske pasningsmiljø og vurderede blandt andet, hvor opmærksomme, sensitive, responsive, stimulerende og varme de voksne var i deres samspil med barnet. Observationerne af pasningskvaliteten blev gennemført gentagne gange ved 6, 15, 24, 36 og 54 måneder.

Begrebet child care var samtidig bredere end det, vi på dansk normalt forbinder med vuggestue og børnehave. Det kunne blandt andet være institutionspasning, familiedagpleje, barnepige og andre regelmæssige pasningsarrangementer.

Forskerne målte desuden en lang række forhold i familien, blandt andet familiens økonomi, forældrenes uddannelse, familiestruktur, moderens psykiske trivsel og kvaliteten af samspillet mellem mor og barn og disse forhold blev inddraget i analyserne.

Det gjorde det muligt at stille et mere interessant spørgsmål end blot, om pasning er godt eller dårligt:Hvad hænger sammen med barnets udvikling: kvaliteten af pasningen, mængden af pasning eller barnets familie?

Hvor tidligt og hvor meget blev børnene passet?

Børnene begyndte ikke alle i pasning ved samme alder, og de blev heller ikke passet samme antal timer pr. uge.

Forskerne registrerede derfor pasningen løbende gennem de første leveår.

På tværs af perioden fra 6 måneder til 4½ år tilbragte børnene gennemsnitligt 27 timer om ugen i pasning.

Men gennemsnittet skjuler meget store forskelle.

I perioden fra børnene var 3 måneder til 1½ år, tilbragte 36 % af børnene i gennemsnit mindre end 10 timer om ugen i pasning. 27 % tilbragte mellem 10 og 30 timer om ugen i pasning, mens 37 % tilbragte 30 timer eller mere om ugen i pasning.

Efterhånden som børnene blev ældre, steg den tid, de tilbragte i pasning. Fra 1½ til 3 år tilbragte 44 % af børnene i gennemsnit mindst 30 timer om ugen i pasning. Fra 3 til 4½ år gjaldt det halvdelen af børnene.

Forskerne var oprindeligt særligt interesserede i det, der blev kaldt early, extensive and continuous child care: pasning, der begyndte tidligt, omfattede mange timer om ugen og fortsatte gennem de første leveår.

Da resultaterne begyndte at komme, var barnets alder ved starten af pasningen imidlertid ikke den faktor, der viste det mest konsistente mønster. Det var i højere grad den samlede mængde pasning gennem de første leveår.

Kvaliteten hang især sammen med sprog og kognition

Da forskerne begyndte at analysere materialet, viste der sig et interessant mønster: kvaliteten og mængden af pasning hang sammen med forskellige sider af børnenes udvikling.

Børn, der havde oplevet pasning af højere kvalitet, klarede sig gennemsnitligt bedre på mål for sproglige og kognitive færdigheder samt skoleparathed.

Det kunne ses allerede i førskolealderen, og sammenhængen forsvandt ikke bare, da børnene forlod pasningen.

Da børnene var blevet 15 år, klarede de unge, der som små havde oplevet pasning af højere kvalitet, sig gennemsnitligt bedre på mål for kognitiv og akademisk præstation.

Højere kvalitet i barnets tidlige pasningsmiljø var altså forbundet med en lille, men målbar fordel på det kognitive og akademiske område mange år senere.

Antallet af timer viste et andet mønster

Når forskerne i stedet så på, hvor meget tid børnene tilbragte i pasning, viste sammenhængene sig især på det sociale og adfærdsmæssige område.

Ved 2-årsalderen fandt forskerne, at børn med mere pasning gennem deres første to leveår gennemsnitligt blev vurderet til at udvise mere aggression og ulydighed.

Ved 3 år var dette mønster ikke tydeligt. Men ved 4½ år viste det sig igen.

Jo flere timer børnene gennemsnitligt havde tilbragt i pasning gennem deres første 4½ leveår, desto højere blev de gennemsnitligt vurderet på mål for udadreagerende adfærd.

Forskerne gik derefter længere ned i resultaterne for at undersøge, hvad denne adfærd bestod af.

De så blandt andet på aggression – eksempelvis at slå, true, slås og ødelægge ting – og på ulydighed, som blandt andet omfattede trods, manglende samarbejde, raserianfald og problemer med at følge beskeder.

Et tydeligt dosis-respons-mønster

Et af de mest interessante resultater kom, da forskerne inddelte børnene efter deres gennemsnitlige ugentlige pasning gennem de første 54 måneder.

De blev inddelt i fire grupper: 0–9 timer, 10–29 timer, 30–45 timer og mere end 45 timer om ugen.

Her fremkom det mønster, forskerne beskrev som et stair-step pattern.

I takt med at antallet af timer steg fra den ene gruppe til den næste, steg også andelen af børn, der befandt sig i det såkaldte “at-risk”-område for adfærdsproblemer.

Det samme trinvise mønster kunne ses både ved 54 måneder og igen i kindergarten.

Det var altså ikke blot en forskel mellem børn, der blev passet, og børn, der ikke blev passet. Mængden af pasning fulgte et gradvist mønster med adfærdsudfaldene.

Mønstret viste sig igen ved skolestart

Da børnene begyndte i kindergarten, fik forskerne en ny kilde til information: deres lærere.

Lærerne kendte som udgangspunkt ikke børnenes pasningshistorie gennem de første 4½ år. Alligevel fandt forskerne igen sammenhængen.

Børn, der havde tilbragt flere timer i pasning gennem deres første 4½ leveår, blev gennemsnitligt vurderet til at have mere aggression og ulydighed i deres første skoleår.

Kvalitet og antal timer viste to forskellige spor

En af de mest interessante dele af NICHD-resultatet var, at kvalitet og mængde ikke blot så ud til at være to mål for det samme.

Når forskerne analyserede kvalitet og mængde samtidig, fremstod der to forskellige mønstre.

Højere kvalitet var især forbundet med bedre sproglig og kognitiv udvikling.

Flere timer var især forbundet med mere udadreagerende adfærd.

Antallet af timer var samtidig ikke forbundet med bedre kognitive eller sproglige færdigheder eller større skoleparathed før skolestart.

Studiet tegnede dermed to forskellige spor: Kvaliteten hang især sammen med den kognitive udvikling, mens mængden af pasning især hang sammen med den sociale og adfærdsmæssige udvikling.

Hvad kunne man se når børnene var fyldt 15 år?

Da børnene var blevet 15 år, undersøgte forskerne igen, om deres tidlige

pasningserfaringer kunne spores.

Nu målte de blandt andet impulsivitet og risikoadfærd.

Flere timer i pasning gennem de første 4½ leveår var forbundet med større impulsivitet og mere risikoadfærd som 15-årig.

Samtidig kunne forskerne stadig se det andet spor: Højere kvalitet i den tidlige pasning var forbundet med bedre kognitiv og akademisk præstation som 15-årig.

Efter mange års opfølgning stod det overordnede mønster derfor stadig tilbage: Kvaliteten af den tidlige pasning hang især sammen med den kognitive, sproglige og akademiske udvikling. Mængden af tid i pasning hang især sammen med den sociale og adfærdsmæssige udvikling.

Men én faktor betød endnu mere: familien

Da forskerne sammenlignede betydningen af pasning med de mange mål for barnets familie og opvækstmiljø, var familieforholdene langt stærkere prædiktorer for barnets udvikling.

NICHD's egen sammenfatning peger på det samme: kvaliteten, mængden og typen af pasning var beskedent forbundet med børnenes udvikling, mens familieforhold og børnenes erfaringer i familien var stærkere forbundet med deres udvikling.

Det efterlader os med en langt mere interessant konklusion end enten “institutioner er gode eller dårlige” eller “det handler bare om kvalitet”.

NICHD-studiet peger i stedet på, at mindst tre forhold må holdes adskilt:

Hvordan barnet bliver passet. Hvor meget barnet bliver passet. Og hvilket familieliv barnet vender hjem til.

De tre ting ser ikke ud til at hænge sammen med børns udvikling på præcis samme måde.