Børnebiblioteker er en fantastisk ressource for hjemmegående familier, og deres betydning rækker langt ud over boghylderne. På baggrund af udtalelser fra fem biblioteker – Frederiksberg, Sorø, Næstved, Odense og Skive – kan vi se, hvordan disse kulturinstitutioner bidrager til både fællesskab, læring og oplevelser for hjemmepassere og deres børn.
Fordelene ved børnebibliotekernes tilbud
Adgang til kultur og læring: Bibliotekernes aktiviteter og ressourcer giver børn en tidlig indgang til bøger og kulturelle oplevelser, som kan understøtte deres sproglige og kognitive udvikling.
Fleksibilitet og mangfoldighed: For hjemmepassere, der ofte har et mere spontant skema end institutioner, er bibliotekernes åbne arrangementer uden tilmelding ideelle.
Netværk og fællesskab: Arrangementer og biblioteksbesøg skaber relationer mellem børn og forældre på tværs af forskellige grupper i lokalsamfundet.
Hvor ofte bruger du og din familie biblioteket?
Ugentligt
Ca. hver anden uge
Månedligt
Et par gange om året
En politisk og kulturel prioritet
Anne fra Næstved Bibliotek fortæller, at biblioteket aktivt prioriterer offentlige arrangementer for børn som en del af kommunens politiske fokus på de yngste borgere. Disse arrangementer introducerer børn tidligt til kulturlivet og understøtter deres sproglige og sociale udvikling. "Vi ved statistisk, at børn, der bruger biblioteket, også har større sandsynlighed for at blive biblioteksbrugere som voksne," siger Anne.
For hjemmefamilier er dette en god mulighed for at deltage i aktiviteter, der styrker barnets udvikling i trygge rammer. Samtidig er det en arena, hvor børn og voksne kan møde andre familier og skabe lokale netværk.
Fællesskab og fleksibilitet på tværs
På Sorø Bibliotek arbejder man målrettet på at nå så mange børn som muligt – uanset om de går i institution, bliver hjemmepasset eller hjemmeundervises. Sanne fra Sorø bibliotek fremhæver arrangementer som Babybandet, hvor op mod 80 børn og voksne – en blanding af dagplejere, hjemmepassere og institutioner – deltog i fælles musikaktiviteter. Det skaber en dynamisk oplevelse, hvor børn fra forskellige baggrunde kan mødes og lære sammen.
Dog peger hun på, at praktiske forhold som plads og målgrupper kan gøre det svært at kombinere alle grupper til alle aktiviteter. Det betyder, at hjemmebørn nogle gange får særskilte tilbud, hvilket også har sine fordele.
Et hjem for læselyst og relationer
På Frederiksberg Bibliotek værdsætter man især den energi, som hjemmepassere bringer til biblioteksrummet. Bibliotekschef Stine fortæller: "Det er skønt at se, hvordan både børn og voksne mødes, læser bøger og får nye venner. "Hjemmepasserne skaber liv i biblioteket, og vi er glade for at kunne være et sted, hvor både læselyst, læring og fællesskab trives."
Hjemmefamilier bruger biblioteket som en base for både uddannelse og social interaktion. For mange er det en rolig, men inspirerende ramme for hverdagen, der giver plads til leg, fordybelse og udvikling.
Kreativitet og dannelse i fokus
Helena fra Skive Bibliotek fortæller, at offentlige arrangementer er en kerneopgave, der bidrager til børnenes kulturelle og kreative dannelse. Fra teaterforestillinger til workshops og makerspaces tilbyder biblioteket aktiviteter, der engagerer børn i alle aldre – og ofte på tværs af daginstitutioner og hjemmefamilier.
"Jo før børn introduceres for biblioteket, jo større er chancen for, at de får en tilknytning til stedet og benytter sig af det senere hen," siger Helena. Samtidig understreger hun vigtigheden af voksne, der vælger biblioteket aktivt og skaber en ramme, hvor børnene kan trives og udvikle sig.
En bro mellem leg og læring
På Odense Bibliotek gør man også en dyd ud af at skabe åbne, familievenlige arrangementer. Konsulent Heidi fremhæver aktiviteter som tumlastik, babyrytmik og tematiske sporjagter i børneområdet, der gør biblioteket til et levende og inspirerende sted.
"Vi ønsker, at alle børn og familier skal føle sig velkomne på biblioteket, og vi ser det som en kerneopgave at skabe fundamentet for, at børnene får lyst til at dykke ned i litteraturen," fortæller hun. Arrangementerne er oftest gratis og tilgængelige for alle, hvilket gør biblioteket til et oplagt sted for hjemmefamilier, der søger aktiviteter i hverdagen.
Et sted for alle
Børnebibliotekerne er en hjørnesten for mange hjemmefamilier, hvor læring, leg og fællesskab mødes. De fem biblioteker i Næstved, Sorø, Frederiksberg, Odense og Skive viser, hvordan målrettede tilbud kan skabe værdi for børn og voksne – og hvordan hjemmefamilier bidrager til at gøre biblioteket levende.
Derfor vil vi opfordre hjemmefamilier til at tjekke deres lokale bibliotek ud som en kilde til læring, fællesskab og inspiration i hverdagen. Samtidig vil vi opfordre bibliotekerne til at anerkende det værdifulde bidrag, et engageret hjemmepasser/underviser-miljø kan give – både som aktive brugere, der skaber liv og dynamik i biblioteksrummet, og som en målgruppe, der værdsætter og understøtter børnebibliotekernes kerneværdier om dannelse, nærvær og kultur for de yngste borgere.
Hvad kan hjemmeforældre gøre?
For forældre er biblioteker et oplagt sted at indgå i fællesskaber og støtte børnenes læring. Du kan:
Deltage i åbne arrangementer: Tjek bibliotekets kalender og find aktiviteter, der passer til jeres behov.
Samarbejde med biblioteket: Har du idéer til aktiviteter, der kunne passe til hjemmebørn? Mange biblioteker er åbne for forslag.
Gøre det til en vane: Regelmæssige besøg kan gøre biblioteket til en naturlig del af barnets hverdag.

Tak til de medvirkende biblioteker og repræsentanter derfra
Opmerkingen